---
title: "Jeanette Svendsen, Dagplejer"
date: "2026-05-27"
created: "2024-11-05"
---

[Hjem](https://dagplejen.silkeborg.dk/)

                    [Find en dagplejer nær dig](https://dagplejen.silkeborg.dk/find-en-dagplejer-naer-dig)

                    [Skægkær Lemming dagplejere](https://dagplejen.silkeborg.dk/find-en-dagplejer-naer-dig/skaegkaer-lemming-dagplejere)

                [Jeanette Svendsen, Dagplejer](https://dagplejen.silkeborg.dk/find-en-dagplejer-naer-dig/skaegkaer-lemming-dagplejere/jeanette-svendsen-dagplejer)



# Jeanette Svendsen, Dagplejer

Jeanette er dagplejer i Skægkær/Lemming. Vælg dagpleje hvis du vil give dit barn en hverdag i et lille og trygt miljø.

                            [Se andre dagplejere (ud fra geografiske områder)](https://dagplejen.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/03fc8ee8-1f0a-480f-a7ab-00750449a2cc)

## Jeanette Vestergaard H Svendsen

Dagplejer

Sinding Hovvej 41
8600 Silkeborg

## Få mere at vide om mig

###

                                    Hvem er jeg

Jeg hedder Jeanette og er årgang 1974.

 Jeg er gift med Kurt, og sammen har vi Alma fra 2008.

Vi bor på en gammel, gul gård lige bag Sinding Kirke – et hjem fyldt med dyreliv, årstidernes skiften og masser af muligheder for leg og oplevelser.

Her skaber vi trygge og nære rammer, hvor børnene kan udforske, lære og trives.

Jeg er uddannet musikpædagog og har tidligere arbejdet som lærer, musikpædagog og pædagogisk medarbejder på et opholdssted.

Siden 2015 har jeg været dagplejer, fordi jeg elsker at følge børns udvikling tæt, skabe trygge fællesskaber og gøre hverdagens små oplevelser til læring og glæde.

###

                                    Husdyr

Vi har hunde, katte, kaniner, høns, ænder, får og geder, som alle er en naturlig del af hverdagen.

Dyrene giver børnene glæde, nysgerrighed og konkrete læringserfaringer.

Børnene lærer at passe på og vise respekt for dyrene, samtidig med at de udvikler omsorg og ansvarsfølelse.

## Det gode børneliv i Dagplejen Silkeborg

Hos Dagplejen Silkeborg har vi fokus på det gode børneliv ud fra en tanke om, at børnene skal opleve fællesskaber, der bygger på:

- Anerkendelse
- Barnets stemme
- Stærke børnefællesskaber
- Plads til leg, fordybelse og læring

[Læs mere om det gode børneliv i Dagplejen Silkeborg](https://dagplejen.silkeborg.dk/hvem-er-vi/det-gode-boerneliv-i-dagplejen "Læs mere om det gode børneliv i Dagplejen Silkeborg")

## Det gode børneliv hos mig

###

                                    Anerkendelse

- Barnet mødes af en omsorgsfuld og kærlig dagplejer der skaber tryghed og er nysgerrig på barnets gode hensigter.
- Dagplejeren er nærværende, tilgængelig og spejler barnet i mødeøjeblikket. Dermed hjælpes barnet med at regulere sig i en hver situation.
- Dagplejeren møder barnet i sine følelser, samt italesætter dem. Barnet bliver anerkendt i sine følelser.

Hos mig betyder det:

Et godt børneliv hos mig er kendetegnet ved tryghed, nærvær og tid. Børnene skal have lov til at lege, undersøge, fordybe sig, mærke og opleve – altid i et fællesskab, hvor de bliver set og hørt.

Vi følger årstidernes gang tæt og passer vores mange dyr, så børnene oplever livet på landet helt tæt på og lærer omsorg, respekt og nysgerrighed overfor natur og dyr.

Vi tager også ofte på små ture, hvor vi oplever verden udenfor gårdens trygge rammer.

###

                                    Barnets stemme

- I dagplejen handler Barnets stemme om at sikre barnets ret til og mulighed for inddragelse gennem leg, deltagelse og involvering.
- Barnets stemme er retten til at være den man er – og til at være forskellig fra andre. Alle børn har behov og ret til at blive set, hørt og forstået.
- Gennem inddragelse får dagplejeren en bred forståelse og bredt kendskab til barnet. Dagplejeren hjælper barnet til at kunne mærke egne og andres følelser og behov.
- Gennem faglige overvejelser skaber dagplejeren læringsmiljøer, der fremmer børnenes evne til at vente, vælge, lytte og ytre sig.

Hos mig betyder det:

Hos mig er det vigtigt, at hvert barn føler sig set, hørt og taget alvorligt.

Jeg møder børnene med anerkendelse og respekt for deres følelser, initiativer og behov – uanset om det er glæde, nysgerrighed, modstand eller behov for trøst.

Børnene får plads til at være sig selv og træffe små valg i hverdagen.

Jeg lytter til deres ideer og interesser og inddrager dem i leg, aktiviteter og små opgaver, så de oplever, at deres handlinger og mening har betydning.

På den måde lærer børnene at sætte ord på egne og andres følelser, udvikler sociale færdigheder og styrker gradvist troen på egne evner.

Hverdagen bliver et trygt rum, hvor barnet kan udfolde sig, eksperimentere og opleve, at det har værdi og indflydelse

###

                                    Stærke børnefælleskaber

- I hjemmet hos dagplejeren er børnene en del af et lille og nært fællesskab og når de er i legestue, oplever de at være i et større, hvor de mødes med andre dagplejere og børn.
- Dagplejeren understøtter at alle børn, uanset forudsætninger og baggrund, oplever at være en del af børnefællesskabet ved at skabe deltagelsesmuligheder, hvor de oplever, at de er betydningsfulde i fællesskabet.
- Dagplejeren hjælper børnene med at få øje på- og knytte sig til hinanden og støtter samspillet og skaber muligheder for deltagelse.
- Børnene hjælpes til at forstå hinandens intentioner -også i konflikter.
- Dagplejeren følger barnets spor og bringer deres interesser i spil ind i fællesskabet

Hos mig betyder det:

I dagplejen er fællesskabet lille og overskueligt, hvilket giver børnene mulighed for at lære hinanden godt at kende og øve samarbejde, omsorg, turtagning og deling.

Vi deltager også i heldagslegestue, hvor børnene bliver en del af et lidt større fællesskab, og vi besøger kollegaer og små venner, så de oplever både nære relationer og nye sociale rum.

Jeg støtter aktivt børnene i at indgå i fællesskabet, så alle oplever, at de hører til og har værdi.

###

                                    Plads til leg, fordybelse og læring

- I dagplejen har legen værdi i sig selv. I legen opdager, bearbejder og udforsker barnet dets omverden og sig selv.
- Læring skal forstås bredt, og læring sker netop gennem leg, relationer, aktiviteter og ved at blive udfordret. Nærværende og engagerede dagplejere tager udgangspunkt i den legende tilgang til læring i dagplejehjemmet, legestuen og lokalområdet.
- I leg og aktiviteter kan dagplejeren understøtte barnets alsidige erfaringer og udvikle relationerne børnene imellem.
- Dagplejeren støtter, guider og rammesætter legen for barnet, for at alle børn oplever at være med, og for at legen udvikler sig positivt for alle børn. Dagplejeren retter sin opmærksomhed på hvad barnet er optaget af, følger barnets initiativ og giver tid til fordybelse.

Hos mig betyder det:

Hos mig er der god tid til leg og fordybelse – barnets vigtigste måde at lære på. Jeg skaber rammer, hvor børnene kan undersøge, eksperimentere og gentage i deres eget tempo.

Musik fylder en naturlig del af vores hverdag. Som uddannet musikpædagog bruger jeg sang, rytme og bevægelse aktivt. Vi synger hver dag, spiller på instrumenter og bruger kroppen til at mærke musikken. Sangene knytter vi ofte til daglige rutiner og skaber genkendelighed, glæde og fællesskab, samtidig med at de styrker børnenes sprog, motorik og rytmesans.

Vi følger årstidernes skiften og passer vores dyr, hvilket giver konkrete oplevelser med natur, ansvar og omsorg.

På min ladcykel tager vi på ture til skoven, legepladser og kirken, hvor børnene oplever nye lyde og rum. Hverdagen kombinerer på den måde leg, læring og kreativitet i trygge og nærværende rammer.

###

                                    Forældresamarbejdet

Jeg lægger stor vægt på tæt og åben dialog med jer forældre.

Sammen skaber vi de bedste rammer for jeres barn – både gennem små hverdagshistorier og mere dybdegående samtaler om udvikling, trivsel og oplevelser.

[Derfor skal I vælge dagpleje til jeres barn](https://dagplejen.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/5d0e6d50-fd81-4276-aeba-c1ce318dd7bf)

## Har I besluttet jer?

Hvis I har besluttet jer for at vælge Dagplejen, kan I skrive jeres barn op digitalt via dette link:

                            [Søg plads i dagplejen via NemPlads - Log på med MitID](https://borneplads.silkeborg.nemborn.com/)

                            [Søg om økonomisk friplads (silkeborg.dk)](https://dagplejen.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/41e59708-6489-4665-a4d3-faf6343276c3)

## Spørgsmål til tilmelding?

Har du spørgsmål eller vil vide mere om ventetider eller om der er plads hos en specifik dagplejer, skal du ringe til Pladsanvisningen:

Pladsanvisning
Tlf.: 89 70 20 07

[**Se telefontider på silkeborg.dk**](https://silkeborg.dk/kommunen/afdelinger-og-ledelse/boerne-og-familieafdelingen/dagtilbud#:~:text=70%2020%2007-,Telefontid,-Mandag "Se telefontider på silkeborg.dk")
